En del af de kommunale tilbud.

Boliger er en del af det kommunale tilbud  Boligerne måtte ikke være for store. De skulle kunne betales af ganske almindelige mennesker, husker tidligere borgmester i Gladsaxe, Erhard Jakobsen, om de mange byggerier. Han var borgmester fra 1958 til 1974.

"En kommune kan ikke fungere uden, at den også har et ordentligt socialt net. Hertil hører de almennyttige boligselskaber. Hvis den ikke har det, har kommunen ikke levet op til den sociale forpligtelse, en kommune har.

Det kan godt være, at udviklingen en gang betyder, at nogle af de almennyttige boliger skal sælges, men kommunen har stadig forpligtelsen til at kunne hjælpe med passende boliger. Og her er de almennyttige boliger helt klart med i billedet." Gladsaxe Kommunes borgmester fra 1958 til 1974, Erhard Jakobsen, er ikke i tvivl. I hans borgmesterperiode i Gladsaxe tog tingene form.

Jordopkøb til boliger  Kommunen købte jord op. Man var forudseende. Der blev bygget boliger. Og kirker. Kommunens indbyggertal steg. Han vil ikke have æren alene.

Det var et samspil i byrådet, som gjorde det muligt at bygge og byggemodne i Gladsaxe Kommune, siger Erhard Jakobsen.

Blandt andet blev Erhard Jakobsens barndomshjem købt af kommunen og revet ned for sammen med andre ejendomme at give plads til Gladsaxe Rådhus. "Vi havde op gennem 1960-erne konstant 600 par på venteliste til en bolig i kommunen, og den venteliste ønskede vi skulle væk. Vi satsede både på det almennyttige byggeri og det private, og vores problem var, at vi ikke mente, at der skulle bygges for store boliger," husker Erhard Jakobsen.

Gerne gode skatteydere  Mest af alt husker den nu 78-årige fhv. borgmester og partistifter, da initiativet blev taget til Høje Gladsaxe bebyggelsen. Den gang var han socialdemokratisk borgmester. Senere blev Erhard Jakobsen partistifter, hvor blandt andet parcelhusejerne var blandt de grupper Centrum-Demokraternes politik henvendte sig til sig. "De første planer for Høje Gladsaxe indeholdt et flertal af så store lejligheder, at de kun kunne tiltrække og betales af barnløse apotekerpar fra Søllerød. Andre ville ikke have råd til at bo der. Og det var ikke målet, selv om vi gerne ville have gode skatteydere i Gladsaxe Kommune.

Høje Gladsaxe et flot byggeri  "Det endte også med, at Høje Gladsaxe blev, som det nu en gang er bygget. Et flot byggeri. Vi kunne ikke forudse de problemer, der mange år senere ville opstå med betonen."

Alligevel blev Høje Gladsaxe bebyggelsen, som blev bygget og stadig administreres af fem boligselskaber, et af de mere udskældte byggerier i Danmark.

Erhard Jakobsen måtte på møder med beboerne forklare, hvorfor byggeriet blev dyrere end lovet:

"Der var pisket en stemning op blandt andet i Ekstra Bladet. Alle ville have mit hoved på et fad, men efter mødet blev jeg klappet ud af salen. Stemningen vendte. Alle kunne forstå, hvorfor huslejen steg. Det var renteudgifterne som steg, og det søgte vi med held at råde bod på i kommunalbestyrelsen. Vi strakte os langt."

Kommunen smeltede sammen  Erhard Jakobsen var om nogen Mr. Gladsaxe. Han gjorde den københavnske omegnskommune kendt, og de sogne som ikke kunne sammen blev forligt.

"Det var helt vanvittigt. Borgerne i Søborg, Buddinge og Mørkhøj havde svært ved at forliges. Både når det gjaldt kampe på sportsarenaen eller udviklingen i kommunen. Men det lykkedes at få borgerne i de to områder til at acceptere hinanden samtidig med at kommunen blev stadig mere udviklet," konstaterer Erhard Jakobsen.

Gladsaxe Kommunens indbyggertal steg og steg. Fra 55.000 i 1958 til 75.000 i 1974. Og dem skulle der skaffes plads til. Der blev der. Blandt andet i Arbejdernes Boligselskabs afdelinger. Men i begyndelsen af 1970-erne gik boligbyggeriet næsten i stå. Gladsaxe Kommune var kommet udover sin nybyggerperiode.