Da byggegrunde blev en mangelvare.

Da byggegrunde blev en mangelvare i Gladsaxe  Tove Smidth, borgmester i Gladsaxe fra 1974 til 1984, skriver om udbygningen af kommunen. Og om kampen mellem de borgerlige og socialdemokraterne i byrådet, hver gang der var en ledig grund.

I min tid som borgmester talte vi meget om, at kommunen nu var ved at være udbygget, og det var beklageligt. For der var så mange – ikke mindst unge, der var vokset op i Gladsaxe – som pressede på for at få en bolig.

Vi opkøbte byggegrunde, når vi kunne komme af sted med det. De var svære at finde, og når det lykkedes, skulle vi hver gang gennem det samme ideologiske skænderi i byrådssalen: De borgerlige mente, at sådanne grunde burde opkøbes af private til byggeri af villaer eller ejerlejligheder, mens socialdemokraterne – med opbakning fra venstrefløjen – ønskede, at kommunen skulle købe og videresælge til sociale boligselskaber.

Indeklemte grunde  Store byggegrunde fandtes stort set ikke mere, så vi koncentrerede os i stigende grad om gamle, indeklemte industrigrunde og villakvarterer med faldefærdige huse, hvor der med tiden kunne foretages en ”fortætning” – d.v.s. bygges rækkehuse eller lave etageejendomme med sammenlagte parcelgrunde.

Da kommunerne fra de statslige myndigheder fik pålæg om at lave en kommuneplan, tog vi i denne plan højde for, at der med tiden kunne ske en fortætning i dertil egnede områder, på lovlig vis. Det gav nogle politiske dønninger, ikke alene i byrådssalen, men også i de berørte lokalområder.

Nogle husejere blev bange for, at vi ville tvinge dem ud af deres huse. Det gjorde vi sjældent, men ekspropriationer kunne ikke altid undgås, når et nyt byggeri skulle i gang Sommetider må man ofre nogle få for at tilgodese mange.

Det er bestemt ikke morsomt, og som politiker bliver man upopulær, når det sker. Men ved at tilbyde alternative boligmuligheder samtidig med, at vi tog fat på ekspropriationshandelen, kom vi som regel igennem uden de helt store bravallaslag.

Vi gjorde et kup  En gang gjorde vi et kup, nemlig da vi sikrede os Levin-grundene ved Buddinge Station, hvor idag Vadgårdsparken ligger. Vi vidste, at firmaet Levin havde brug for at udvide, men havde ikke mulighed for det dér på stedet.

Hvis ledelsen besluttede sig for at sælge, ville der kunne bygges en masse rare boliger på dette centralt beliggende sted. Men hvem firmaet ville sælge grundene til og hvornår, det havde kommunen ingen indflydelse på.

Så blev jeg en sen eftermiddag ringet op af en højtstående medarbejder hos Levin. Han kunne berette, at firmaet var kommet i en situation, hvor ledelsen havde brug for en hurtig handel for at kunne realisere en udflytningsplan.

Han kunne også berette, at en boligspekulant var overordentlig interesseret, men at kommunen havde en chance, hvis vi var meget hurtige.

Det var vi. Den nødvendige politiske opbakning blev sikret på få døgn. Jeg tror, det er den hurtigste kommunale handel, jeg har været med til.

Prisen var ikke urimelig, men det var immervæk en net sum. Heldigvis var kommunens likviditet i orden. Senere overtog Arbejdernes Boligselskab området, og vi har nu et dejligt åbent almennyttigt boligmiljø, hvor der tidligere lå en industri på et helt forkert sted. Hvis vi ikke havde handlet hurtigt, ville der i dag have ligget en masse dyre ejerlejligheder.

Et andet eksempel er Moseparken i Søborg. Her var det et sammensurium af gamle huse, værksteder og småindustri, der måtte vige pladsen for et kønt tæt-lavt byggeri.

Altid på udkik  Sådan var vi altid på udkik og altid parat til at handle, når der viste sig muligheder. Vi måtte desuden indstille os på, at også mindre opgaver var værd at satse på, når der ikke længere kunne findes plads til de store. Men når jeg ser tilbage, kan jeg konstatere, at vi alligevel fik sikret mange gode lejligheder i samarbejde med de sociale boligselskaber, ikke mindst Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe.

En stor del af æren må tilskrives byrådsmedlem og formand for boligudvalget Benny Jørgensen, Arbejdernes Boligselskabs nuværende næstformand. Han og jeg havde et formidabelt godt samarbejde. For ham var boligsag en hjertesag. Jeg forstår ham. Boligpolitik er fascinerende. Mest fordi det er dejligt at kunne medvirke til, at mange mennesker og familier får opfyldt et af de vigtigste behov: en god bolig til en husleje, som de kan betale.

Men også fordi boligsagen er udtryk for en grundlæggende livsholdning og dermed en del af den generelle ideologiske strid om menneskers levevilkår, på alle politiske niveauer.

Til lykke med jubilæet, og lykke til i fremtiden.